Parterapi
Jeg er uddannet med speciale i kærlighed og relationer.
Kærlighed er noget af det smukkeste vi har, og en relation imellem to elskede kan, med nærvær, nysgerrighed og åbenhed, fungere som et hurtig-tog til selvudvikling. I vores mest knudrede konflikter ligger der ofte de største gaver gemt, såfremt vi tør at være nysgerrige på dem.
Til parterapisessioner taler vi om det I har brug for som par, og kigger ind i det som giver mening for jeres proces. I opnår indsigt og "redskaber", så I sammen kan skabe den forandring, I ønsker.
Samtalesession á 1 time og 30 min
Pris 1300 kr
Grunde til at starte i parterapi
Årsagerne kan være mange, og der kan være forhold, som ikke er nævnt her på listen. I er altid hjertelig velkommen til at kontakte mig, for en uforpligtende samtale, og høre mere.
-
I er nysgerrige på jer selv og hinanden og ønsker udviklende samtaler til at fordybe jeres relation.
-
I oplever svære, måske fastlåste og tilbagevendende konflikter.
-
I er kørt fast i hverdagen med rutiner og pligter.
-
I føler, at I er gledet fra hinanden og savner nærhed og nærvær.
-
Der er skabt ubalance imellem jer, og I er havnet i bestemte og måske uønskede rollefordelinger.
-
I føler, at det kan være svært at tale om bestemte emner, eller måske er det svært at få sat ord på behov og dybere følelser.
-
I føler, at fundamentet for jeres forhold vakler, og har svært ved at finde en fælles retning.
Kærlighed
De fleste af os længes efter et liv fyldt med kærlighed og glæde. Vi træder ind i et parforhold med de bedste intentioner og et inderligt ønske om at udvikle og opleve en dyb og meningsfuld relation.
Et parforhold kan, med de rette betingelser, være med til at udfolde dybere niveauer af vores person. Og med bevidsthed og nærvær rummer det kimen til at bringe os i tæt kontakt med hinanden og livet.
Men hvorfor er det, at det med kærlighed indimellem er så svært?
Man kan tænke, at en dyb og meningsfuld relation burde vokse naturligt ud af en stormfuld forelskelse, og har vi mødt den helt rigtige, vil kærligheden stort set ubesværet udfolde sig imellem os resten af livet. Men sådan forholder det sig ikke helt. For at opbygge en sund og bæredygtig kærlighedsrelation vil det, for de fleste af os, kræve en vis portion selvreflektion og indsats. Vi må have øje på, og forståelse for, hvad vi hver især bringer i spil ind i forholdet for ikke over tid, at "fare vild" og blive fanget i uønskede slidsomme mønstre. Vi kan her komme til at tro, at forholdet, den anden eller os selv ikke længere dur. Det behøver ikke altid at være sandheden.
Ofte kommer vi til at fokusere på det der viser sig imellem os på overfalden, og vi overser de bagvedliggende psykologiske årsager. Dette gør os frustrerede, fordi vi føler, at vi prøver en masse og måske taler en masse, men uden at der sker de store forandringer. Vi må begynde at rette vores opmærksomhed et "lag dybere", og her kan parterapi være behjælpelig.
Parterapi kan hjælpe os med at dykke ned under overfladen, forbi mønstrene og blive klogere på de bagvedliggende årsager. Herfra kan vi arbejde med dem, genfinde hinanden på ny og fordybe kærlighedsfølelserne. Grundlæggende handler det om at udvikles hver især, så vi kan udvikle os sammen. Vi må være nysgerrige på at møde os selv og vores partner på et dybere niveau med øget fokus på nærvær, nysgerrighed og respekt.
Sammen kan vi vågne op, vokse op, åbne op og lyse op.
Når vi arbejder med os selv og vores parforhold, må vi være tålmodige og villige til at yde en indsats. Det må være et fælles ønske, hvor begge tager ansvar for forandring. Hvor langt et forløb, der er nødvendigt er individuelt. Min anbefaling er, at bruge minimum 5 sessioner for at give jer selv og processen en reel chance.